|
Julegæster fra havet
Det
er henved en halv snes år siden nu, men ingen i
strandfogedgården glemmer nogensinde den juleaften, der
kom gæster fra havet. Mærkeligere jul har folkene på
Torupstrand i Jammerbugten aldrig holdt.
Hele ugen ind under højtiden havde givet utrygt vejr,
så ingen fisker kunne bruge havet. Vinden øgede stadig
på, og natten til den 23de december var der stiv storm
af sydsydvest med regntykning, søen blev høj og
strømsætningen slem, et rivende strog gik langs kysten.
Fra Hanstholm og sønderpå ad jydske vestkyst var
vindens retning sådan, at klitboerne kunne vente
strandinger nårsomhelst, de vagtede derfor skarpt til
hen på morgenstunden, så troede man det værste overstået
og søgte hjem for at puste lidt. Alene ved Bovbjerg blev
vagtmanden gående, han havde set lys bag revlen, syntes
han, og stirrede uafladelig gennem vejret. Men bygerne
satte himmel og hav i et.
Da det dæmrede ad morgen, så han i en pludselig
klarning, at et skib var stødt ret ud for bjerget, en
stor damper var det, og gennem stormen hørte han stemmer
derude fra. Der måtte handles hastigt. Fra fyrtårnet fik
han telefoneret til Fjerring redningsstation, på ringere
end en time var der mandskab tilstede med raketapparat,
skummet steg hvirvlende fra brændingen og sandet
piskede, så syn og hørelse næsten forgik en, men det fik
ikke hjælpe, et redningsforsøg måtte gøres og det
straks. Skibet stod på yderste revle med stævnen mod
land og oversprøjtet af bråddet. Der blev taget godt
sigte og en raket med dobbelt line skudt ud. Den rakte
ikke til målet. Atter blev der gjort forsøg på at opnå
forbindelse med skibet ved hjælp af en ny dobbelt raket,
men der var for lang vej ud. Så måtte redningsbåden fra
Tuskjær ved Nissum Fjord averteres. Den indtraf det
snarest mulige men for sent alligevel. Skibets mandskab
havde allerede forladt vraget i egne både.
Inde fra land iagttog raketmandskabet gennem
dæmringen, at to af skibets både på bagbordssiden var
fjernede og jolletaljerne overhalede med blokkene
hængende i vandet. Man var ikke straks rigtig klar over,
om de skibbrudne virkelig havde begået den uforsigtighed
at gå i bådene, inden det var lyst nok i vejret, man
tænkte sig, at bådene kunne være slået i stykker inden
mandskabet var sluppet ned, men da dagen brød frem og
man fra højderne på land overskuede skibets dæk, og der
intetsteds ombord var noget menneske at se, kom man til
den overbevisning, at skibet var fuldstændigt forladt.
Skibsbådene kunne dog ikke ses på søen. Om de ikke
allerede var kæntrede, var der dog sikkert det værste at
frygte for folkene.
Det ville under disse omstændigheder være ganske
ufornødent at sende redningsbåden fra Tuskjær ud til
skibet, en tur gennem brændingen i så voldsom en sø var
i høj grad forbundet med livsfare, men da man hvert
øjeblik ventede at få skibsbådene at se, holdtes
redningsbåden dog i beredskab ved nedkørslen til
Bovbjerg strand, og der blev straks telefoneret til
redningsstationerne langs kysten nordpå om at være
vagtsomme over for de skibbrudne, som man formodede drev
i nordlig retning for strømmen hvis de da var på ret køl
endnu.
Der blev en ilfærdig bevægelse langs kysten. Overalt
blev arbejdet i hjemmene opgivet, og der sendtes
vagtposter til stranden og holdtes udkig fra de højeste
klitbakker, forgæves stirrede mangt et øvet øje ud over
det oprørte hav. Ikke et menneske, som kunne røre sig,
blev hjemme, alle måtte til stranden i i spændt
forventning om, at staklerne kunne blive set og
bjergede. Alene i Nørre Vorupør, som ligger over en halv
snes mil norden for damperens strandingssted, så man hen
på eftermidagen et kort nu en båd komme drivende et godt
stykke vej tilsøs, men den var allerede da så langt til
nord og skar så hurtigt frem, at enhver hjælp fra dette
punkt af kysten var umulig. Det eneste vorupøerne kunne
gøre, var uopholdelig at telefonere nordpå de fire mil
til Hanstholm, at en skibsbåd var set, og raskt fik
Hanstedfolkene deres redningsbåd kørt til havet, hvor
den stadig var beredt til at gå ud. Det skarpeste udkig
blev holdt, man sparede sig ingen møje, men det lykkedes
ikke at øjne den drivende båd. Mørket faldt på, og
redningsbåden førtes i hus, medens dens hele mandskab
spredte sig natten igennem langs stranden i stadigt
spejdende vagthold, der havde lygter med sig og jævnligt
afbrændte signallys. Men ingen skibsbåd blev set hverken
der eller andetsteds. Og ingen andre stemmer udefra end
havets egen lød gennem nattemørket.
Men i Jammerbugten norden for Hanstholm, i
strandstrækningen mellem Bulbjerg og Svinkløv kom der
dagen efter så mange julegæster fra havet, at
strandfogedgården i Torupstrand tilsidst næsten ikke
vidste rum at anbringe dem i.
Damperen, som var strandet ved Bovbjerg, hed
"Stanley" og var hjemmehørende i Bergen. Grundstødningen
skete, fordi der kom regntykning og uformodet
strømsætning, klokken var da fem om morgenen,
besætningen vidste ikke, på hvilket punkt af jydske kyst
skibet befandt sig, da landet ikke kunne ses, og den
bragende sø, der undertiden slog over skorstenen og højt
op ad vanterne, gjorde stillingen uhyggelig usikker
ombord. Der blev afholdt skibsråd og taget enstemmig
beslutning om at gå i bådene og forsøge selv at række
land; man kunne ikke være så langt borte, og bådene var
sikre og bærekraftige. Der var endnu nogen tid til
daggry, men det var vist tryggest at slippe afsted
snarest muligt. Ialt var der treogtyve mand ombord, og
de blev på den mest praktiske måde fordelt til damperens
to både, sejsten mand i den store, syv i den mindre. Og
så blev bådene under de farligste forhold sat i vandet
og lykkeligt og vel bemandede.
Begge bådene søgte straks ind mod land. De holdt sig
hinanden så nær som de turde af frygt for kollision. Der
blev roet med varsomhed og holdt udkig efter bråddet.
Men da yderste revle var passeret, havde begge bådene
taget så meget sø ovenind og var bleven tumlet så
hæftigt og faretruende omkring, at man ikke turde vove
videre fart frem til næste revle, hvorfra bølgefaldet
hørtes drøne; der blev skoddet kraftigt, vendt omkring
og roet over yderste revle igen og ud i rum sø. De måtte
allerede være drevet langt mod nord, for damperen var
ikke at skimte. Eller skulle den mon være søndersplitter
og sunken allerede så var det dog godt, at alle i tide
var frelste i bådene, for det nærede de ingen tvivl om,
at de jo nok skulle nå helskindede i land, når de bare
var forsigtige og passede på og ikke forivrede sig.
De roede en stund udefter, derpå forsøge de at holde
sig mod strømmen, men den var dem for stærk, kræfterne
blev unyttigt spildte, storm og sø var også imod,
ingenting hjalp, de drev uhjælpeligt agterud. Da de
havde slidt en timestid og ikke sansede, hvorhen de kom,
begyndte modløsheden at spire iblandt dem. De var let
påklædte og havde ingen proviant fået med, da de jo
havde troet, at rejsen til land hurtigt kunne blive
overstået. Ja, så sandelig kunne den det men en sådan
rejse ville koste menneskeliv, ikke et alene eller et
par, nej mange, måske alle treogtyve. Det forstod de
ældre og mest erfarne blandt besætningen, og det var
dem, der nu fandt stillingen så mislig, at tilliden til
frelsen glippede. Snart blev roningen opgivet; det var
håbløst at trælle med årerne, når man ikke i ringeste
måde kunne føre sin vilje igennem over for elementerne.
Uden regimente drev bådene nordpå for vejret med et tov
imellem sig. Det var bitterligt koldt, og søen sprøjtede
bestandig over, alle frøs og var våde; der blev øst
ustandseligt. Med den skarpeste agtpågivenhed måtte
rorgængeren vare båden for de brydende vandbjerge.
Omtrent klokken tolv om middagen skød en kolosal sø
sig under agterenden af den mindste båd, løftede den
himmelhøjt og jog den kæntret ned i bølgedalen. Der steg
et skrig fra alle struber, i vild forviring blev tovet
mellem bådene kappet, og, uden at nogen egentlig vidste,
hvordan det gik til, blev der reddet tre mand op i den
store båd, der vedblivende drev nordpå. De fire andre
mand var borte.
Eftermiddagen gik, og fra den drivende båd kunne der
jævnligt ses land; men de nitten tilbageblevne nærede
kun ringe håb om selv at blive set og hjulpet fra land,
deres båd var ikke nemt skelnelig i den frådende sø og
lige imod den bidske pålandsstorm; det indså de godt, og
de fik jo ret. De forstod, at frelsen skulle komme fra
dem selv, om ellers heldet ville følge dem og de magtede
at gribe og nytte øjeblikket. Men det så broget ud for
dem, de følte sig på den sidste rejse. Det blev mørkt.
Båden fik flere gange nogle frygtelige styrtesøer over
over sig, så den kun med nød og næppe holdt sig oven
vande; den var menneskefylde til sidste plads og ofte
synkefærdig, men det var til gengæld dens store vægt,
der gjorde det vanskeligt for søerne at vippe den over
ende; det galde da væsenligst om at holde båden fri for
vand, stadig øse den, ingen pause, ikke et eneste
øjeblik, så den lænset kunne tage mod nogle tons
vand uden at gå til bunds.
Sent om aftenen iagttog de skibbrudne flere gange
lanterner på forbisejlende skibe, som de i deres
pludseligt vågnende håb troede ganske nær. De råbte og
kaldte, i samlet skrig eller to-tre stykker ad gangen
anstrengte de stemmerne til det yderste. Men vejret
overdøvede dem, det lykkedes dem ingensinde at gøre sig
bemærket, og som lanternerne forsvandt, forstummede
skrigene og slettedes håbet atter ud. Alene en jungmand
sad tilsidst altid og skreg utøjlet og hensigtsløst, han
var bleven ganske vild af kulde og rædsel, og da engang
tidligt på natten et fjernt lanternelys, der kun havde
vist sig for dem enkelte øjeblikke forsvandt og ingen
flere sås, rejste han sig fortumlet og tavst stirrende
ved rælingen forude og styrtede sig i søen uden en lyd.
De andre dukkede hovederne et øjeblik og øste videre, de
af dem, der endnu havde kræfter nok, for på
langskibstofterne lå der fire mand surret, deriblandt de
tre reddede fra den lille båd, og evnede ingenting; de
rørte sig end ikke, når søen styrtede over dem. Og flere
af de andre faldt mere og mere sammen; de tørstede
ulideligt, deres lemmer var ubevægelige af kulde, de var
sløve af slid og usselhed.
Engang kom der et skrækkeligt stykke sø rygende
agterind og vaskede to mand overbord, den ene var
kaptajnen, som havde siddet med roret og været den
modigste ombord, den mest udholdende, den ivrigste til
at stramme mandskabet op. "Nu er det ude med os," tænkte
styrmanden, som tog roret og surrede sig. Men da der
snart efter blev lidt mindre sus i vejret, bestemte han
sig til endnu en sidste gang at forsøge at nå land.
Regnen stilnede af, og et fyr kunne ses på land; det
måtte man stævne efter. Og med opbydelse af deres sidste
kræfter, i et sidste glimt af vågnende håb tog seks mand
fat i hver sin åre og roede til, med lukkede øjne, i et
overmål af styrkeudfoldelse en halv time til ende. Både
yderste og mellemste revle passeredes uden uheld, og
styrmanden kommanderede "stop" et øjeblik for at
orientere sig gennem mørket, vinden kom ligesom fra en
anden kant nu og øgedes. Hvor forfærdeligt! det stormede
op af nordvest, og brændingen mod kysten blev så stærk,
at det ville have været den visse dø at søge land. Det
var aldeles mørkt, aldeles uigennemsigtigt. Ingen af de
mange udsendte vagtposter, der fulgte stranden netop
der, hvor båden ville have været ind, observerede den.
For stormen og med opgivet ror drev den udefter igen,
slap gennem revlebråddet og drev atter mod nord.
Styrmanden løste sin surring, han havde sluppet hver
tanke om frelse, de fire mand på tofterne var
øjensynligt døde, en maskinassistent lod sig stille,
besluttet glide overbord. Undergangen måtte komme
nårsomhelst - ingen ville tage så meget som et svømmetag
for sin frelse. Alt var hjælpeløst fortabt, en dump
sløvhed beherskede alle.
Ud for Bulbjerg klint henad mod Torupstrand førtes
båden pludselig af en strømvending ind i brændingen og
kæntrede. Klokken var fem om morgenen, det var
fireogtyve timers kamp i åben båd, der nu endelig fik
deres tragiske afslutning... kun en mand kom levende
derfra, det var styrmanden; han havde i en tilstand af
ubevidst selvopholdelsesdrift holdt sig oppe ved
svømning, til han følte stranden under sine knæ, så var
han besvimet og lå i morgengryningen skyllet ind på en
grusbarre som en afsjælet, da der kom folk til og fik
ham samlet hjem i hus og genoplivet.
Til Strandfogedgården på Torupstrand blev der hele
juleaftensdag bragt lig fra stranden. Vagtmændene kom
kørende med de druknede søfolk, snart med et par
stykker, snart med endnu flere. Det var, som ville
indrykningen af disse tavse julegæster ikke standse.
Ovre i gårdens nordre fløj blev der ryddet tre stuer,
strå blev spredt på gulvet og lagener bredt ud derover.
Den gamle strandfoged, som selv havde faret tilsøs, gik
stundesløs til og fra og småpylrede, han søster som
holdt hus for ham og havde en søn ude at sejle, var fuld
af rørende omhu for de livløse søfolk, hun var
overanstrengt af juletravlhed og ikke færdig med
forberedelserne, men måtte nu lade alt i huset fare for
blot at sørge godt for ligenes afklædning og rensning.
Hun sad timevis med kam og gennemredte ligenes filtrede
sandfyldte hår, glattede det pænt med skilning i siden
og gav det sådant kønt fald ned over panden, som hun
havde set på sønnens nyeste fotografi, der var hende
sendt fra en middelhavshavn.
"De skal da være pæne til juleaften," sagde hun. I
sine dragkister og kommodeskuffer tog hun skjorter af
broderens og sønnens, de bedste hun kunne finde, og
klædte ligene i dem. En ung lille fyr, så spædlemmet som
en pige, fik en af hendes afdøde datters aflagte
barnesærke på, den var ligeså fin som de brugte dem i
byerne, med en tynd blonde i halslinningen og for de
halvlange ærmer. Inde i stadsstuen plyndrede hun
familje-myrtetræet, hvoraf engang hendes egen brudekrans
var bunden, og som havde været bestemt til at yde også
datteren en brudekrans, om hun havde oplevet den dag.
Til hvert lig knyttede hun en buket af myrtegrene og
gyldenlaksblade, den unge dreng fik hendes eneste rose.
Nu lå der tolv lig i de tre små stuer. Dørene var
løftede af hængslerne, så man havde blik gennem alle
stuerne, og for vinduerne var der allerede hængt
lagener. Det mørknedes ude, juleaften begyndte. En
sidste gang gik konen derover med sin broder og
betragtede deres tolv gæster.
"Mon der skulle komme flere," hviskede broderen. - A
vil da ett håbe det!" "Gud ske tak for dem, vi har,"
svarede konen. "Det var endda godt, de kom af det kolde
vand og ind i en god stue ... Hvis der er flere af dem i
havet, så må vi da inderlig ønske dem herop til deres
kammerater endnu i aften." Den gamle strandfoged, der
var vant til at lade søsteren råde, nikkede bifaldende.
Tjenestekarlen og to piger kom over med lys. De var unge
men kendte med at se lig fra stranden, så de følte sig
ikke ilde tilmode her mellem alle de døde.
"Skal vi så synge en julesalme," sagde konen og så hen
på de unge. "Hvilken?" surgte strandfogden forlegen.
En af pigerne sagde med øjnene mod gulvet: "Glade
jul!" Så sang torupfolkene "Glade jul" over de
forulykkede nordmænd. "Godnat og hvil i fred," sagde
konen ind gennem stuerne; hun gik sidst ud og lukkede
yderdøren. "Skal vi så ikke også ønske styrmanden en
glædelig jul," pylrede den gamle strandfoged, da de alle
var kommen over i østerfløjen. Han ville lige til at gå
ind i gæstekammeret, hvor styrmanden lå tilsengs. "Han
sover så godt nu," sagde konen med et kærligt smil. "Han
drager hans vejr så roligt nu. Lad os ikke vække ham.
Imorgen er han nok bedre!" "A er egentlig sulten nu,
bitte søster!" kom det lidt efter prøvende fra
strandfogden. "Ja, da er det også sandt. Vi har jo rent
glemt at få ribbensstegen i ovnen... Ja-ja, gammelbror,
det bliver sen julenadver, når man sådan får huset fuldt
af fremmede havfolk."
Noveller af L. Mylius-Erichsen: Strandingshistorier :
Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen. - Gyldendal,
1901. "Julegæster fra havet" er en af noveller i denne
samling, der bygger på en autentisk hændelse. Se mere
her!
lb |