|
Uddrag af
fiskerliv i Han Herred
Hvordan mon de nu har haft det
hjemme, kone og børn? Ja, hvad skal jeg sige? har det
været uroligt vejr, så har konen nok ladet hus og børn
passe sig selv, for så går hun og er angst for dem, der
er på havet; så går hun hen i nabolaget til andre koner
og hører efter, om deres folk er komne hjem, og om der
ingen er, der har spurgt til det, hvordan det er gået
ved havet, hvem der er kommen i land; de kan da i alt
fald trøste hverandre.
Men ellers til daglig brug er der nok at bestille for
en stakkels kone. Hun skal først op om morgenen og fyre
op på arnestedet for at lave en kop kaffe eller en
skefuld varm søbemad til dem, der skal på havet, og hun
skal lave mellemmadder, enten hun har noget at lave af
eller ikke, og så hjælper hun dem af sted til havet. Der
er mest også køer, der skal malkes og sættes ud eller
røgtes; der skal kærnes og gøres ost, redes senge, fejes
og strøs sand, med et ord: hun skal gøre orden. Børnene
skal op og i klæder, og de, der skal til skolen, de skal
også have mellemmad'er' med; hver en skal de vaskes og
kæmmes, og den mindste skal vugges i en vugge med
gængerne på langs, fordi at barnet ikke skal blive
søsygt, den lille tulle, når den bliver større og skal
på havet eller til søs; moderen synger for den lille:
„Sov, lille barn!
Nu kommer din fader
på Bulbjærg bakke
med en torsk på sin nakke."
De større børn pludrer og passiarer hun med; sådan en
toårs purk kan hun få til at skoggerle ved at sige:
"Mads, han sad i en kasse i en galease i aftes",
eller:
"Sejl til
Norge
i en kurv,
i en pram
til Amsterdam",
eller :
"Rid til
mølle
på to føl;
kom tilbage
på to plage
med en lille sigtekage
til vor Thomas", eller hvad han hedder, den lille
kæledægge.
Så fortæller hun historier og remser:
Der var en
gang en galt,
der skulde op
og røre malt;
så brændte
den sin snude;
nu er den
historie ude.
Anders kørte
til Randers
med koste at sælge;
han væltede sin vogn og spildte sin tjære;
han bandte og
skældte,
han skulde aldrig komme der mere.
Men hun har ikke stunder at sidde ved dem ret længe;
hun skal hen at vaske op, og børnene skal ud at lege. Er
der en dam ikke alt for langt henne, så skal drengene
der hen og sætte deres skibe i vandet; en træskobund med
en pind i til mast, det er det hele, men det er da et
skib, og dammen er et hav, og er der så en lille rende
der fra, så er det en fjord; en sten kommer i skibet til
ballast, og så skubber de til den ud af fjorden, ud på
det vilde hav. Kan de ikke komme ud at lege, så kan de
forslå tiden ved at sige til hverandre: ,En dam med
mange hvide gæs i, kan du gætte, hvad det er?" — Ja, det
er da fjorden eller havet, når det blæser, men hvad er
så det:
"Stiv står en stav
og brumler som havet?
gætter du det,
så giver jeg dig det rødeste rav."
Det ved børnene også nok, at det skal være en
kærnestav, der brumler, når de kærner med den.
Konen skal til at gøre fisk ren og have torsk og
kuller, flynder og sild, ål og knurhaner saltet, for
grovsaltet torsk og kuller er godt at have på den tid,
der vanker ikke noget fersk fisk, og speget fisk er vi
nødt til at have til davre om morgenen til noget ene
brød. Om foråret hænger hun torsk og kuller, skader,
flynder og sild op til tørre i en hjæld; der er rejst
nogle stolper uden for huset med en hoben lægter
imellem; det er sådan en indretning, der kaldes en hjæld,
og del, bliver to og to fisk bundet sammen og hængt over
lægterne. Oppe i de gammeldags vide skorstene er der
plads til at hænge fisk i røg, og de røger både håer og
striler, makrel og sild i deres skorsten, for der
er ikke svar mange, der har et hus ene til at røge fisk
i.
Er det sild, der er tale om, så bliver både mælke og
rogn i dem, men lever og bukser og hoved og gæller
bliver taget af de' torsk, der skal saltes, og vi skal
have trannet smeltet af alle vore torskelevere, for det
bedste tran kan vi sælge til apotekeren eller give vore
børn, om de skulde have kærtelsygen, og det dårligste
har der mange fattige fiskere til for få år siden brugt
at brænde om aftenen i stedet for lys; en lille stump
jern med et hul igennem til at sætte en prås i, den blev
lagt over en kop eller sådan en ting med tran i; det
osede og lugtede så grimt i stuen, og det lyste ikke ret
meget, det hæslige tran, men fattige folk var ikke for
godt vant.
lb
Kilde: Fiskerliv
i Vesterhanherred (1886) Christian Martinus Christensen Kvolsgaard |