thorup-strand.dk

denmark

 

Uddrag af fiskerliv i Han Herred

Hvordan mon de nu har haft det hjemme, kone og børn? Ja, hvad skal jeg sige? har det været uroligt vejr, så har konen nok ladet hus og børn passe sig selv, for så går hun og er angst for dem, der er på havet; så går hun hen i nabolaget til andre koner og hører efter, om deres folk er komne hjem, og om der ingen er, der har spurgt til det, hvordan det er gået ved havet, hvem der er kommen i land; de kan da i alt fald trøste hverandre.

Men ellers til daglig brug er der nok at bestille for en stakkels kone. Hun skal først op om morgenen og fyre op på arnestedet for at lave en kop kaffe eller en skefuld varm søbemad til dem, der skal på havet, og hun skal lave mellemmadder, enten hun har noget at lave af eller ikke, og så hjælper hun dem af sted til havet. Der er mest også køer, der skal malkes og sættes ud eller røgtes; der skal kærnes og gøres ost, redes senge, fejes og strøs sand, med et ord: hun skal gøre orden. Børnene skal op og i klæder, og de, der skal til skolen, de skal også have mellemmad'er' med; hver en skal de vaskes og kæmmes, og den mindste skal vugges i en vugge med gængerne på langs, fordi at barnet ikke skal blive søsygt, den lille tulle, når den bliver større og skal på havet eller til søs; moderen synger for den lille:

„Sov, lille barn!
Nu kommer din fader
på Bulbjærg bakke
med en torsk på sin nakke."

De større børn pludrer og passiarer hun med; sådan en toårs purk kan hun få til at skoggerle ved at sige:

"Mads, han sad i en kasse i en galease i aftes",

eller:

"Sejl til Norge

i en kurv,
i en pram
til Amsterdam",

eller :

"Rid til mølle

på to føl;

kom tilbage

på to plage
med en lille sigtekage
til vor Thomas", eller hvad han hedder, den lille kæledægge.

Så fortæller hun historier og remser:

Der var en gang en galt,

der skulde op og røre malt;

så brændte den sin snude;

nu er den historie ude.

 

Anders kørte til Randers
med koste at sælge;
han væltede sin vogn og spildte sin tjære;

han bandte og skældte,
han skulde aldrig komme der mere.

Men hun har ikke stunder at sidde ved dem ret længe; hun skal hen at vaske op, og børnene skal ud at lege. Er der en dam ikke alt for langt henne, så skal drengene der hen og sætte deres skibe i vandet; en træskobund med en pind i til mast, det er det hele, men det er da et skib, og dammen er et hav, og er der så en lille rende der fra, så er det en fjord; en sten kommer i skibet til ballast, og så skubber de til den ud af fjorden, ud på det vilde hav. Kan de ikke komme ud at lege, så kan de forslå tiden ved at sige til hverandre: ,En dam med mange hvide gæs i, kan du gætte, hvad det er?" — Ja, det er da fjorden eller havet, når det blæser, men hvad er så det:

"Stiv står en stav
og brumler som havet?
gætter du det,
så giver jeg dig det rødeste rav."

Det ved børnene også nok, at det skal være en kærnestav, der brumler, når de kærner med den.

Konen skal til at gøre fisk ren og have torsk og kuller, flynder og sild, ål og knurhaner saltet, for grovsaltet torsk og kuller er godt at have på den tid, der vanker ikke noget fersk fisk, og speget fisk er vi nødt til at have til davre om morgenen til noget ene brød. Om foråret hænger hun torsk og kuller, skader, flynder og sild op til tørre i en hjæld; der er rejst nogle stolper uden for huset med en hoben lægter imellem; det er sådan en indretning, der kaldes en hjæld, og del, bliver to og to fisk bundet sammen og hængt over lægterne. Oppe i de gammeldags vide skorstene er der plads til at hænge fisk i røg, og de røger både håer og striler, makrel og sild i deres  skorsten, for der er ikke svar mange, der har et hus ene til at røge fisk i.

Er det sild, der er tale om, så bliver både mælke og rogn i dem, men lever og bukser og hoved og gæller bliver taget af de' torsk, der skal saltes, og vi skal have trannet smeltet af alle vore torskelevere, for det bedste tran kan vi sælge til apotekeren eller give vore børn, om de skulde have kærtelsygen, og det dårligste har der mange fattige fiskere til for få år siden brugt at brænde om aftenen i stedet for lys; en lille stump jern med et hul igennem til at sætte en prås i, den blev lagt over en kop eller sådan en ting med tran i; det osede og lugtede så grimt i stuen, og det lyste ikke ret meget, det hæslige tran, men fattige folk var ikke for godt vant.

lb

Kilde: Fiskerliv i Vesterhanherred (1886)  Christian Martinus Christensen Kvolsgaard

 

 

 

Copyright ©  2010   www.thorup-strand.dk   Lars Bjørnsten